Pantheisme eller panenteisme?

Spørgsmål &Svar

Q: Af Matt

Jeg ønsker at fortsætte min åndelige rejse ved at gå Kristi vej, som den er og har været vejen i mit liv. Jeg tror, at Gud er kilden til liv, kærlighed og grunden til at være til. Jeg tror ikke, at Gud er et personligt væsen, sådan som kristendommen og Bibelen ofte definerer eller illustrerer det. Når det er sagt, er progressiv kristendom, som samfundet definerer den, så panteistisk eller panenteistisk? Hvis Gud ikke er personlig, hvilken begrundelse har vi så som progressive Kristi tilhængere for at tro på, at Gud er større og hinsides vores univers (panenteisme) i stedet for blot at være vores univers (panteisme)? Betyder det at fortsætte på Kristi vej, at jeg skal gå på den opfattelse/tro, at Gud er noget, der er større end alting?

Jeg overvejer at gå i en United Universalist Church, som er det tætteste, jeg kan finde på progressiv kristendom i mit område. Jeg tøver, fordi jeg ikke ønsker at miste mit fokus på Kristusvejen, da den har været så frugtbar i mit liv.
A: Af Joran Slane Oppelt

Forskellen mellem panteisme (“alt er Gud”) og panenteisme (“alt er i Gud, og Gud er i alle ting”) er et subtilt skift – en mikrojustering – langs et spektrum, der omfatter mytiske, traditionelle, moderne, pluralistiske, mystiske og unitive overbevisninger. Dette spektrum (som det ses i Spiral Dynamics, Fowler’s Stages of Faith osv.) er en evolutionær model, der gælder for alle verdensreligioner. Efter min mening kan ethvert kristent udtryk på pluralistisk niveau og derover (og selv nogle modernister) roligt betegnes som en “progressiv” kristendom.

Men det lille skift langs det religiøse spektrum kan resultere i kataklysmiske ændringer for den enkelte og dennes verdensbillede.

Da kristendommen opstod relativt for nylig i historien, må vi, når vi diskuterer panenteisme, også skelne mellem begreber som en levende, monoteistisk og abrahamitisk Gud og en førkristen, animistisk Skaber (Ånd), hvis krop er det levende univers. Vi har brug for både historie og mytologi for at tage fat på de store spørgsmål.

Jeg kan godt forstå din frustration over den manglende klarhed om emnet samt over at søge et kirkeligt hjem i dit område. Jeg kender den ensomme følelse. Jeg forstår den personlige betydning af at ville tilpasse sig klart til den kosmologiske opfattelse af en organisation. Det er sådan vi deler sprog, værdier, ideer og erfaringer i et praksisfællesskab. Det er afgørende for, hvordan vi viser os og tjener andre. Det er den måde, vi hører til på. Men jeg har en fornemmelse af, at dette spørgsmål (Guds natur) vil være et personligt spørgsmål – og et spørgsmål, som vi kæmper med, indtil vi går over i den næste verden.

At præcisere, hvad progressiv kristendom “tror” på, eller hvor de står i doktrinen, kan være svært. Bevægelsen “progressiv kristendom” er et vidtstrakt virvar af rødder og grene, der omfatter den nye, kontemplative, integrale og evangelikale. Nogle kirker er mere progressive end kristne (nogle er mere kristne end progressive).

De 8 punkter i progressiv kristendom (som er anført på ProgressiveChristianity.org) fastslår, at Kristus lærer os om “alt livs hellighed, enhed og enhed”. De siger overhovedet ikke noget om Gud.

Og for mig er dette sagens kerne. Mystisk religiøs erfaring – et personligt forhold til det guddommelige – er Kristi vej. At gå Kristi vej kræver ikke, at man tror på noget som helst om Gud eller universet, det kræver blot, at man elsker Gud af hele sit hjerte.

Gud behøver ikke at være et “personligt væsen”, for at jeg kan have et personligt forhold til Gud. Det er her, mystikerne (Eckhart, Hildegard, Teresa, Merton m.fl.) har fat i den rigtige retning. Vi kan værdsætte deres poesi om krystalslotte og rislende bække og det “inderste” og den hellige rejse “Christward” som en beskrivelse af denne kærlighed.

Som Ilia Delio beskriver det: “Gud er et navn, der peger på et uudgrundeligt mysterium af uudslukkelig kærlighed og uvurderlig godhed. Der er intet menneskesind, der kan få sig selv til at vikle sig ind i den uendelige eller evige kærlighed, som Gud er.”

I Salme 139 – et digt om netop denne Guds allestedsnærværelse (“Hvor kan jeg flygte fra din ånd?”) – kan vi vide, at Gud er i alle ting (lyshed, mørke), men først efter at vi selv har vist os der.

Jeg nyder måske at spille bold med denne bold (“Guds natur”) i slowmotion med dig via internettet, men ånden i dette spørgsmål kommer virkelig til live, når det bliver til midrash, samtale, fortolkning – når det bliver diskuteret og debatteret med andre, der følger vejen og går ved siden af dig på stien.

Det bringer mig til UU.

Jeg går ud fra, at når du siger, at du overvejer at gå i en “United Universalist”-kirke i dit område, så mener du “Unitarian Universalism”. Jeg har to tanker:

1) Du skal ikke tøve med at søge fællesskab i en hvilken som helst kirke, du vil. Deltag i en anden kirke hver uge, hvis du vil. Det betyder ikke, at du behøver at blive medlem eller gå med i et udvalg eller ændre dit religiøse tilhørsforhold.

2) Unitarian Universalism har en rig historie som en åben, imødekommende, tolerant og kærlig kirke med en forpligtelse til social retfærdighed og fællesskab. Alle UU-samfund, jeg har været i, har været et sted, hvor både kristne, buddhister og ateister kan samles, synge, fejre, tjene og vokse sammen. Hvad UU typisk ikke tilbyder (og der er naturligvis undtagelser), er praksisfællesskaber for dem, der følger mystikernes eller de kontemplative menneskers meget personlige vej. Desværre er det også alt for sjældent i de kristne kirker.

UUU’er er progressive og liberale og ville helhjertet byde debatten om deisme/teisme eller pantheisme/panenteisme velkommen, men hvis dit fokus er at holde Kristus i centrum for alle ting, så føler jeg, at du måske er bedre tjent med et kristent (ikke et interreligiøst) fællesskab. Det er værd at have en åbenhjertig samtale med din lokale UU-præst for at se, om der er et hjem for dig der.

Hvor du end lander, vil de være heldige at have dine gaver i form af fokus, indsigt og nysgerrighed. Jeg vil bede for din fortsatte dømmekraft, mens du navigerer på Vejen.

Så fremad,

~ Joran Slane Oppelt

Denne Q&A blev oprindeligt offentliggjort på Progressing Spirit – Som medlem af dette onlinefællesskab vil du modtage indsigtsfulde ugentlige essays, adgang til alle essayarkiverne (herunder alle af Biskop John Shelby Spong) og svar på dine spørgsmål i vores gratis ugentlige Q&A. Klik her for at se gratis eksempler på essays.

Om forfatteren
Joran Slane Oppelt er en international taler, forfatter, interreligiøs præst, livscoach og prisbelønnet producer og sanger/sangskriver. Han er ejer af Metta Center of St. Petersburg og stifter af Integral Church – en interreligiøs og interspirituel organisation i Tampa Bay, der er engageret i “transformativ praksis, samfundstjeneste og religiøs dannelse”. Joran er forfatter til Sentences, The Mountain and the Snow og medforfatter til Order of the Sacred Earth (sammen med Matthew Fox), Integral Church: A Handbook for New Spiritual Communities og Transform Your Life: Ekspertrådgivning, praktiske værktøjer og personlige historier. Han er formand for Interfaith Tampa Bay og har talt rundt om i verden om spiritualitet og innovation af religion.

Han har holdt foredrag på South by Southwest i Austin, TX; Building the New World Conference i Radford, VA; Parliament of the World’s Religions i Salt Lake City; Embrace Festival i Portland, OR og Integral European Conference i Siófok, Ungarn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.